Optakt (in Dänisch)
Næsten alt om gåden Carlos Kleiber
Det lyder som en succeshistorie, men Carlos Kleibers liv er historien om en tragedie.
von Af Claus Johansen
Buchrezension 2008
Næsten alt om gåden Carlos Kleiber
Det lyder som en succeshistorie, men Carlos Kleibers liv er historien om en tragedie.
Af Claus Johansen
Da han døde i juli 2004, var han en af verdens mest kendte og mest ukendte dirigenter. Mange fagfolk så ham som den absolut største i en epoke der talte mestre som Boulez, Solti, Abbado og Karajan.
Millioner havde fulgt hans dramatiske og musikantiske direktion i pragtfulde tv-transmissioner af operaer som Boheme, Rosenkavaleren og Carmen. Andre kendte ham som den suveræne inspirator og potente kraftkilde i glødende Verdi- og Wagner-forestillinger eller i de store tyske symfonier. Der var også de heldige (jeg er en af dem) som oplevede ham live i orkestergraven og på podiet: En usandsynlig flot og medrivende vital mand der blev til ét med musikken når han dirigerede. Tilsyneladende lyttende, søgende, reagerende på alt hvad han hørte, men i virkeligheden suverænt dominerende som en feltherre.
Sygelig velforberedt
Han overspillede ikke, men som en anmelder skrev: ”Han gav 100 procent, og han fik 100 procent”. Når tingene gik som han ønskede det, dirigerede han med den ene hånd i lommen fordi han kunne stole på sit eget indstuderingsarbejde. Han kunne improvisere til en opførelse, men han krævede et utal af prøver og var sygeligt velforberedt, gennem måneder, ja nogle gange gennem år.
I operaen lå partituret slået op på første side, og der blev det, han kunne alt udenad, også teksterne i operaerne. Og han kunne formidle musikken både forlæns til orkestret og baglæns til publikum. Da han for millioner af tv-seere dirigerede Wienerfilharmonikernes Nytårskoncert i 1989, blev han folkeeje. Så seriøst, gennemprøvet og ægte havde ingen spillet Strauss-valse i årtier. I de senere år var hans koncerter sjældne og udsolgte år i forvejen. Det lyder som en succeshistorie, men Carlos Kleibers liv er historien om en tragedie.
Ingen interviews
Manden blev 74 år gammel og gav i hele sit liv ikke et eneste interview. Han skyede pressen, boede afsides, gjorde alt for at skjule sig. De private og mere pikante sandheder kommer nok aldrig frem, for Kleiber-familiens arkiv er lukket og låst i al fremtid, men det som kan findes udenfor, er nu fundet, samlet, kommenteret og udgivet af Alexander Werner i en fed biografi som fylder næsten 600 sider.
Her er al den dokumentation vi manglede i så mange år: Fortællingen om den unge mand som flygter med sine forældre i raseri over naziregimet, og som hele livet både må kæmpe mod en vildt dominerende amerikansk mor og slås med skyggen fra sin far, den gamle Generalmusikdirektor Eric Kleiber. Den unge mand som var døbt Karl, blev til Carlos under opholdet i Sydamerika hvor folk som Hemingway og Fidel Castro diskuterede politik og litteratur med ham under søndagsmiddagen hos de tyske flygtninge.
Perfektionist fra begyndelsen
Vi hører om hjemrejsen til det nedbrændte Europa, om Carlos’ halvhjertede studier i kemi og om hvordan musikken trækker så meget i ham at han må krybe i sin fars fodspor. Bogen fortæller levende om læreår i efterkrigstidens grå Tyskland og om de første engagementer på små teatre i 50erne. Ballet, operette, syngespil, han tog det hele og stillede allerede dengang vanvittige krav både til musikere og honorarkontorer. Triumferne vekslede med skandalerne, for Carlos Kleiber aflyste uden mindste tøven hvis han var utilfreds med noget, nogen eller sig selv. Hans overblik og hans insisterende kraft var kolossal når han dirigerede, men inden opførelsen fulgte rædsomme perioder med stress, selvhad, mindreværd, storhedsvanvid og ofte rent hysteri.
Privatlivet fortæller den nye bog ikke meget om, men ellers er ikke meget skjult, heller ikke detaljer som at Kleibers yndlingsbog var Peter Plys, at han var fascineret af sydamerikansk og japansk kultur, og at han elskede hurtige biler. Han beherskede adskillige sprog perfekt, var en talentfuld forfatter der trods flere tilbud ikke så nogen grund til at udgive sine fremragende noveller. En flittig brevskriver og privat vittig, venlig og meget imødekommende – hvis det var en af de gode dage.
Sceneskræk
Kleiber steg op gennem musiklivet som en komet, og han spændte ben for sig selv hele vejen. Det kulminerede da han sagde nej til det ærefulde tilbud om at efterfølge Karajan som dirigent for Berlinerfilharmonikerne. Præstationsangsten blev til mareridt. Publikum jublede ved de spektakulære og sjældne koncerter uden at ane at den karismatiske dirigent var tæt på at dø af skræk.
Til sidst optrådte han så lidt som muligt. ”Jeg dirigerer kun når min dybfryser er ved at være tom,” sagde han til en ven. Det var den sjældent. Den sidste koncert han afholdt i Tokyo, indbragte ham efter sigende 10 millioner dollars.
Vidnerne
Bogens styrke er de mange interviews med sangere og musikere som oplevede ham på nært hold. Bogens svaghed er at den i begejstring over emnet tager det hele med. Som researchmateriale en utrolig samling, men for læseren lidt af et maratonløb – på tysk. Det mest bevægende er egentlig tidligere forbundspræsident von Weizäckers forord: ”I sit virke havde han det uendeligt svært med verdens ufuldkommenhed. Han var utrættelig i sin søgen efter det mageløse, det ideelle og det fuldkomne. Han elskede sin kone, sine børn og deres land Slovenien. Der hviler han nu, men i min erindring er han lige så levende som altid.”
Alexander Werner: Carlos Kleiber Eine Biografie. Schott Music GmbH & Co. KG. Mainz, 2008
På internettet kan en søgning på Carlos Kleiber både byde på filmoptagelser af Kleiber der dirigerer (You Tube), og diskografier om hans indspilninger (f.eks. Wikipedia).
